Redigerer Isdalen (avsnitt)

== Et barndomsminne om Isdalen ==
[[Welhaven]] vokste opp i [[Bergen]], der hans far var [[prest]]. Welhaven har skrevet diktet ''Et barndomsminde'' om en gang faren ble tilkalt til Isdalen, og tok med sønnen.

<poem>
Jeg var lyksalig på min barndoms kyst.
Jeg sendte [[snekke]]r ud i bølgers dyst,
og plukket roser mellem mørke fjelde, 
og efter dagens legende bedrift
jeg læste [[krønike]]r og hellig skrift,
og hørte [[eventyr]] om [[Jotne|jetters]] vælde.

Men fremfor alt jeg tog det som en fest,
når stundom med min fader, der var prest,
jeg havde lov på [[sognebud]] at følge.
Ja, som en lille slummermødig dreng
jeg kunne hurtigt glemme søvn og seng
og drage med am over bjerg og bølge.

Hvor klart erindrer jeg en sildig kveld,
da til en hytte bag det øde fjeld
han blev med ilbud og med tårer hentet.
Jeg sad på sadelbuen i hans arm.
Hans kappe dækket mig, og holdt mig varm,
og i min favn jeg havde [[sakrament]]et.

På steile skrenter klatrede vor hest
med sikre sanser gjennem høstens blæst,
mens egnens grunde hvilte natlig dunkle.
Dybt under stien stod den sorte lund,
og alt var øde, og i dalen kun
jeg så et stjerneskjær på [[tjern]]et funkle.

De løse stene i den vilde klev,
hvorover vinden tåge-skyen drev,
gled ud mod dybet over fjeldets skulder.
I [[lyng]]en bragde det bratte fald,
og fjernt i dalen lød fra bjergets hal
med tifold efterklang det dumpe bulder.

Men stille sad jeg på det trygge dyr,
og natten var mig som et eventyr,
hvis trylle-sti jeg turde selv befare.
Dens angster kunne ei mit indre nå,
min faders bryst jeg hørte roligt slå,
og i hans arm jeg kjendte ingen fare.

Selv var han taus, og kun en enkelt gang
han spurgte mig, om veien blev mig lang,
og bøiet sig og kysset mig på kinden.
Og atter sagde han: «Vi er der snart,
og inden kort vil veiret blive klart,
og under fjeldet mærker vi ei vinden.»

Til sidst den hvisket kun fra ur og krat,
da kleven sænket sig og standset brat
ved fjeld-portalen til en dyrket slette.
Et glimt av månen faldt i dalen ned,
det snevre pas var som et borgeled,
og klippen stod på tunet som en [[Jotne|jette]].

Hvor selsomt drønnet det, da hestens sko
slog gnister på den hellelagte [[bro]],
hvorunder elven mod en afgrund skummet.
Da banket hjertet stærkest i mit bryst.
Det var for mig, som om hver nattens røst
ved denne pludselige klang forstummet.

Som [[Troll|troldets]] værn, hvis styrke er forbi,
Når helligdommen drager ind deri,
Veg nu med et hver klippemur til side.
På bakken hytten mellem birke lå,
og ilden flammet fra dens [[Ildsted|arnevrå]]
og lyste på den vei, vi skulde ride.

Ved denne arne hvilte jeg om lidt
og tænkte atter på det dunkle ridt,
mens øiet dvælte ved de røde flammer.
Fra dalens bund jeg hørte elvens gang,
og til dens brusen lød der psalme-sang
og messe-toner fra den syges kammer.

Men denne nat jeg skuet tit igjen,
når livets vei gik over klipper hen,
og blikket svævet rådvildt over ødet.
Ved dette minde glemte jeg min frygt,
som da jeg sad ved fader-hjertet trygt
og drog tilfjelds med kalken og med brødet.<ref>Gjengitt i hjelpeprest A. Helland Madsen: ''Årstad sogn i gammel og ny tid'', [[Lunde Forlag]], Bergen [[1933]]</ref>
</poem>